Langsomme samtaler

Denne ekstra Langsomme Samtaler er en særudgave. Rune Lykkeberg har inviteret sin gamle ven, tidligere chef og intellektuelle slagsbror Bo Lidegaard på scenen i Bremen Teater til halvanden times samtale om hele verdenssituationen.
 
Udgangspunktet er enkelt: Hvad er det største problem i verden lige nu? Hvad giver mest håb? Og hvilke begivenheder, konflikter og idéer er det egentlig vigtigst at forstå, hvis man skal finde hoved og hale i den tid, vi lever i?
 
Rune har taget quizzer, tests og spørgsmål med til Bo, men der er også god tid til at gå omveje, folde argumenterne ud og blive uenige. For det er netop idéen med Informations forsamlingshus: at mødes i den virkelige verden, tale om det, der brænder på, og bagefter dele samtalen med alle dem, der ikke var i rummet.
 
Det bliver en aften med store lidenskaber, håb, uenigheder og skænderier – og med to gamle legekammerater, der forsøger at finde ud af, hvordan verden egentlig ser ud lige nu.

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den norske historiker Odd Arne Westad, professor i historie og globale forhold ved Yale University og en af verdens førende forskere i Den Kolde Krig, Kina og international stormagtspolitik. Hans nye bog hedder The Coming Storm: Power, Conflict, and Warnings from History.
 
Westad har gennem sit forfatterskab beskæftiget sig med både Rusland, Kina og USA og med de magtforhold, der har formet verden siden Anden Verdenskrig. I den nye bog samler han blikket og spørger, hvilken verdensorden der nu er ved at tage form, når stormagterne igen konkurrerer stadig mere direkte om magt og indflydelse.
 
For Westad er en af de afgørende historiske paralleller tiden før Første Verdenskrig: en verden med flere rivaliserende stormagter, voksende nationalisme og en international orden, der blev stadig mere ustabil. Pointen er ikke, at historien gentager sig, men at den kan advare os om de mekanismer, der får konflikter til at eskalere.
 
Rune Lykkeberg taler med Odd Arne Westad om, hvad Rusland vil, hvad Kina vil, og hvad USA vil – og om, hvad der sker, når de ambitioner støder sammen. Hvilke veje fører mod en ny stormagtskrig? Og hvilke strategier kan forhindre, at rivaliseringen ender i den katastrofe, alle gerne vil undgå?
 
Det er den store samtale om magt, historie og den mørke sky, der hænger over verdenspolitikken lige nu – men også om de erfaringer fra historien, der giver grund til at tro på, at stormen ikke er uundgåelig.

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den amerikanske forfatter og klimaaktivist Bill McKibben, en af klimabevægelsens vigtigste intellektuelle gennem de seneste fire årtier. Allerede i 1989 udgav han The End of Nature, en af de første store bøger om klimaforandringer, og siden har han både skrevet en lang række bøger og været med til at skabe bevægelser som 350.org og Third Act.
 
Bill McKibben har altid haft en særlig evne til at forene mørke sandheder med lyse håb. Sidste år udgav han Here Comes the Sun, hvor hans pointe er, at den grønne omstilling har fået et historisk gennembrud: Prisen på vedvarende energi er faldet så voldsomt, at verden aldrig har haft bedre muligheder for hurtigt at bevæge sig væk fra de fossile brændsler.
 
I dag er McKibben dybt engageret i modstanden mod Donald Trump og i en ny kamp mod de amerikanske tech-giganter. Over hele USA møder planerne om enorme datacentre lokal modstand på grund af deres forbrug af jord, vand og energi. For McKibben er den kamp blevet et konkret sted, hvor almindelige borgere kan sætte grænser for en teknologisk og økonomisk magt, som de nationale politikere ikke har formået at kontrollere.
 
Han vil gå langt. Udbygningen af datacentre bør bremses, mener han, indtil samfundet har besluttet, hvordan AI skal udvikles og reguleres. Og techvirksomhederne skal kunne holdes ansvarlige for de konsekvenser, teknologien får.
 
Men samtalen handler også om den bredere modstand mod Trump. McKibben mener, at de etablerede eliter har gjort for lidt, mens lokale bevægelser og almindelige amerikanere har organiseret sig. Nu nærmer midtvejsvalget sig, hvor protesterne for første gang for alvor kan omsættes til politisk magt.
 
Rune Lykkeberg mødte Bill McKibben til et arrangement på Nørrebro i København foran et publikum på et par hundrede mennesker. De talte om aktivisternes rolle, om kampen mod Trump, om midtvejsvalget – og om, hvorfor McKibben trods alt det, der ser mørkt ud, stadig mener, at der er god grund til at tro på, at verden kan bevæge sig i den rigtige retning.

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den burmesiske forfatter, historiker og tidligere diplomat Thant Myint-U. Han har arbejdet med FN og internationalt fredsarbejde, skrevet en række bøger om Burma og Asien og har samtidig en helt særlig personlig forbindelse til De Forenede Nationers historie: Hans bedstefar var U Thant, FN’s generalsekretær i nogle af den kolde krigs mest dramatiske år.

U Thant stod i spidsen for FN under Cubakrisen i 1962, hvor verden i tretten dage balancerede på kanten af en atomkrig, og under den eskalerende Vietnamkrig. Han tilhørte samtidig en generation af internationale ledere fra den ikke-vestlige verden, som forsøgte at bruge FN til konfliktmægling, forsoning og opbygningen af en mere retfærdig verdensorden. Nu har Thant Myint-U skrevet bogen Peacemaker: U Thant and the Forgotten Quest for a Just World om sin bedstefar – men også om den verden og den internationale orden, han var med til at forme.

For historien om FN ser anderledes ud, når den fortælles fra et ikke-vestligt perspektiv. En af organisationens største bedrifter efter Anden Verdenskrig var afkoloniseringen. Mere end halvtreds nye nationer blev optaget i FN, mens land efter land frigjorde sig fra europæisk kolonistyre. Nogle steder skete det gennem blodige befrielseskrige, andre steder mere fredeligt. Men tilsammen var det en enorm forandring af verdenskortet – og af forestillingen om, hvem der havde ret til at være en selvstændig stat.

Thant Myint-U voksede selv op tæt på FN-systemets centrum og blev siden historiker, forfatter og en del af den internationale verden, hans bedstefar havde været med til at forme. Men han har også oplevet dens krise. De institutioner, der skulle skabe fred og løse konflikter, er blevet svagere, mens Vestens autoritet og magt i store dele af verden er blevet mindre.

Så samtalen handler om U Thant og FN, men først og fremmest om det helt store spørgsmål: Hvad er der blevet af forsøget på at skabe en retfærdig verdensorden? Hvad kan internationale institutioner stadig bruges til i en verden med voksende stormagtskonflikter? Og hvis Vesten ikke længere kan sætte betingelserne alene, hvordan kan en ny orden så se ud?

Det er en samtale om fred, afkolonisering og magt – og om, hvor man kan lede efter håb i en tid, hvor de institutioner, der skulle holde verden sammen, selv ser ud til at være ved at gå i opløsning.

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den canadiske forfatter, filosof og tidligere politiker Michael Ignatieff. Han har været leder af Canadas liberale parti, rektor for Central European University i Budapest og gennem et langt intellektuelt liv skrevet om menneskerettigheder, national identitet og den liberale verdensorden. Og så er han en af de mennesker, Rune Lykkeberg ringer til, når verden pludselig bliver sværere at forstå.
 
Denne gang handler det om Canada. For landet befinder sig i en situation, der for få år siden ville have lydt absurd: USA's præsident taler åbent om at gøre Canada til den enoghalvtredsindstyvende amerikanske stat, samtidig med at USA fører en handelskrig, der sætter reelt økonomisk pres på sin nærmeste nabo. For canadierne handler konflikten derfor ikke længere bare om toldsatser og handelsaftaler, men om national suverænitet.
 
Canadas premierminister, Mark Carney, har valgt konfrontationen. Og foreløbig har han befolkningen med sig. Et stort flertal bakker op om, at Canada ikke skal bøje sig for USA, selv om USA er landets suverænt vigtigste handelspartner og har en økonomi mange gange større end den canadiske. Udefra er det let at beundre canadiernes kampvilje. Det sværere spørgsmål er, hvad der sker, når handelskrigens omkostninger for alvor begynder at kunne mærkes.
 
For regningen bliver ikke nødvendigvis betalt af politikere, kommentatorer og intellektuelle. Den kan ramme industriarbejdere, udsatte forbrugere og mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Og historien viser, at inflation, recession og social usikkerhed også kan få voldsomme politiske konsekvenser. Hvor længe kan en national mobilisering holde, hvis prisen for den bliver høj nok?
 
Michael Ignatieff har beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvad Canada egentlig er, gennem hele sit liv. I sine Massey Lectures om »The Rights Revolution« formulerede han sin egen idé om Canada, og internationalt var han med til at udvikle tanken om »Responsibility to Protect«, der siden blev en del af FN's tænkning om staters ansvar og international indgriben.
 
Så samtalen handler både om den konkrete canadiske krise og om noget større: Hvad sker der med et land, når dets nærmeste allierede pludselig bliver en trussel? Hvad er national suverænitet værd, hvis det koster velstand at forsvare den? Og hvordan føles det at skulle tage kampen op mod et USA, man samtidig har brugt et helt liv på at holde af?