Langsomme samtaler

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den amerikanske forfatter og klimaaktivist Bill McKibben, en af klimabevægelsens vigtigste intellektuelle gennem de seneste fire årtier. Allerede i 1989 udgav han The End of Nature, en af de første store bøger om klimaforandringer, og siden har han både skrevet en lang række bøger og været med til at skabe bevægelser som 350.org og Third Act.
 
Bill McKibben har altid haft en særlig evne til at forene mørke sandheder med lyse håb. Sidste år udgav han Here Comes the Sun, hvor hans pointe er, at den grønne omstilling har fået et historisk gennembrud: Prisen på vedvarende energi er faldet så voldsomt, at verden aldrig har haft bedre muligheder for hurtigt at bevæge sig væk fra de fossile brændsler.
 
I dag er McKibben dybt engageret i modstanden mod Donald Trump og i en ny kamp mod de amerikanske tech-giganter. Over hele USA møder planerne om enorme datacentre lokal modstand på grund af deres forbrug af jord, vand og energi. For McKibben er den kamp blevet et konkret sted, hvor almindelige borgere kan sætte grænser for en teknologisk og økonomisk magt, som de nationale politikere ikke har formået at kontrollere.
 
Han vil gå langt. Udbygningen af datacentre bør bremses, mener han, indtil samfundet har besluttet, hvordan AI skal udvikles og reguleres. Og techvirksomhederne skal kunne holdes ansvarlige for de konsekvenser, teknologien får.
 
Men samtalen handler også om den bredere modstand mod Trump. McKibben mener, at de etablerede eliter har gjort for lidt, mens lokale bevægelser og almindelige amerikanere har organiseret sig. Nu nærmer midtvejsvalget sig, hvor protesterne for første gang for alvor kan omsættes til politisk magt.
 
Rune Lykkeberg mødte Bill McKibben til et arrangement på Nørrebro i København foran et publikum på et par hundrede mennesker. De talte om aktivisternes rolle, om kampen mod Trump, om midtvejsvalget – og om, hvorfor McKibben trods alt det, der ser mørkt ud, stadig mener, at der er god grund til at tro på, at verden kan bevæge sig i den rigtige retning.

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den burmesiske forfatter, historiker og tidligere diplomat Thant Myint-U. Han har arbejdet med FN og internationalt fredsarbejde, skrevet en række bøger om Burma og Asien og har samtidig en helt særlig personlig forbindelse til De Forenede Nationers historie: Hans bedstefar var U Thant, FN’s generalsekretær i nogle af den kolde krigs mest dramatiske år.

U Thant stod i spidsen for FN under Cubakrisen i 1962, hvor verden i tretten dage balancerede på kanten af en atomkrig, og under den eskalerende Vietnamkrig. Han tilhørte samtidig en generation af internationale ledere fra den ikke-vestlige verden, som forsøgte at bruge FN til konfliktmægling, forsoning og opbygningen af en mere retfærdig verdensorden. Nu har Thant Myint-U skrevet bogen Peacemaker: U Thant and the Forgotten Quest for a Just World om sin bedstefar – men også om den verden og den internationale orden, han var med til at forme.

For historien om FN ser anderledes ud, når den fortælles fra et ikke-vestligt perspektiv. En af organisationens største bedrifter efter Anden Verdenskrig var afkoloniseringen. Mere end halvtreds nye nationer blev optaget i FN, mens land efter land frigjorde sig fra europæisk kolonistyre. Nogle steder skete det gennem blodige befrielseskrige, andre steder mere fredeligt. Men tilsammen var det en enorm forandring af verdenskortet – og af forestillingen om, hvem der havde ret til at være en selvstændig stat.

Thant Myint-U voksede selv op tæt på FN-systemets centrum og blev siden historiker, forfatter og en del af den internationale verden, hans bedstefar havde været med til at forme. Men han har også oplevet dens krise. De institutioner, der skulle skabe fred og løse konflikter, er blevet svagere, mens Vestens autoritet og magt i store dele af verden er blevet mindre.

Så samtalen handler om U Thant og FN, men først og fremmest om det helt store spørgsmål: Hvad er der blevet af forsøget på at skabe en retfærdig verdensorden? Hvad kan internationale institutioner stadig bruges til i en verden med voksende stormagtskonflikter? Og hvis Vesten ikke længere kan sætte betingelserne alene, hvordan kan en ny orden så se ud?

Det er en samtale om fred, afkolonisering og magt – og om, hvor man kan lede efter håb i en tid, hvor de institutioner, der skulle holde verden sammen, selv ser ud til at være ved at gå i opløsning.

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den canadiske forfatter, filosof og tidligere politiker Michael Ignatieff. Han har været leder af Canadas liberale parti, rektor for Central European University i Budapest og gennem et langt intellektuelt liv skrevet om menneskerettigheder, national identitet og den liberale verdensorden. Og så er han en af de mennesker, Rune Lykkeberg ringer til, når verden pludselig bliver sværere at forstå.
 
Denne gang handler det om Canada. For landet befinder sig i en situation, der for få år siden ville have lydt absurd: USA's præsident taler åbent om at gøre Canada til den enoghalvtredsindstyvende amerikanske stat, samtidig med at USA fører en handelskrig, der sætter reelt økonomisk pres på sin nærmeste nabo. For canadierne handler konflikten derfor ikke længere bare om toldsatser og handelsaftaler, men om national suverænitet.
 
Canadas premierminister, Mark Carney, har valgt konfrontationen. Og foreløbig har han befolkningen med sig. Et stort flertal bakker op om, at Canada ikke skal bøje sig for USA, selv om USA er landets suverænt vigtigste handelspartner og har en økonomi mange gange større end den canadiske. Udefra er det let at beundre canadiernes kampvilje. Det sværere spørgsmål er, hvad der sker, når handelskrigens omkostninger for alvor begynder at kunne mærkes.
 
For regningen bliver ikke nødvendigvis betalt af politikere, kommentatorer og intellektuelle. Den kan ramme industriarbejdere, udsatte forbrugere og mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Og historien viser, at inflation, recession og social usikkerhed også kan få voldsomme politiske konsekvenser. Hvor længe kan en national mobilisering holde, hvis prisen for den bliver høj nok?
 
Michael Ignatieff har beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvad Canada egentlig er, gennem hele sit liv. I sine Massey Lectures om »The Rights Revolution« formulerede han sin egen idé om Canada, og internationalt var han med til at udvikle tanken om »Responsibility to Protect«, der siden blev en del af FN's tænkning om staters ansvar og international indgriben.
 
Så samtalen handler både om den konkrete canadiske krise og om noget større: Hvad sker der med et land, når dets nærmeste allierede pludselig bliver en trussel? Hvad er national suverænitet værd, hvis det koster velstand at forsvare den? Og hvordan føles det at skulle tage kampen op mod et USA, man samtidig har brugt et helt liv på at holde af?

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den amerikanske historiker John Lewis Gaddis, professor i militær- og flådehistorie på Yale University og en af de mest indflydelsesrige historikere inden for Den Kolde Krig. Anledningen er et essay, han skrev i 1987, The Long Peace, som kom til at give navn til den usædvanlige periode, verden havde oplevet siden Anden Verdenskrig.
 
Gaddis’ pointe var ikke, at verden havde været fredelig. Korea, Vietnam og Algeriet var blandt de blodige krige, der prægede årtierne efter 1945. Det historisk enestående var noget andet: Stormagterne gik ikke direkte i krig med hinanden, og efter Hiroshima og Nagasaki blev atomvåbnene aldrig taget i brug igen. Det ultimative våben var blevet opfundet, men netop truslen om dets anvendelse var med til at sætte grænser for stormagternes krigsførelse.
 
Næsten 40 år efter The Long Peace spørger Rune Lykkeberg, om vi stadig lever i den lange fred. For på den ene side består dens vigtigste præmisser: Der er fortsat ingen direkte krig mellem supermagterne, og atomvåben er ikke blevet anvendt. Også Vestens ageren i Ukraine er præget af det afgørende hensyn, at konflikten ikke må udvikle sig til en direkte konfrontation mellem Rusland og Vesten og i sidste ende en atomkrig.
 
På den anden side ser verden stadig mindre fredelig ud. Krigene i Ukraine og Gaza og konflikterne i Iran, Sudan og Yemen ledsages af en oplevelse af, at de institutioner, der skulle skabe og bevare freden, er under afvikling. Så hvor længe kan den lange fred egentlig vare? Og har den fred, vi har vænnet os til, altid haft en pris i form af de krige, stormagterne har accepteret, så længe de ikke selv kom direkte i konflikt?
 
Det er en samtale om atomvåben og afskrækkelse, om krig og stormagtspolitik og om den militære strategi, Gaddis også har beskæftiget sig med i On Grand Strategy. Men først og fremmest er det en samtale med historikeren, der lærte Rune Lykkeberg at forstå den fred, vi har levet under, om hvorvidt den nu er ved at slutte.

Vi må ikke individualisere vor tids systemiske kriser, advarer den albanske filosof Lea Ypi. I sæsonens sidste Langsomme Samtaler møder hun Rune Lykkeberg til en stor samtale om at forene Kant og Marx, om individets frihed og jagten på hendes bedstemors sande historie.
 

I denne sidste udgave af Langsomme samtaler, inden programmet går på sommerferie, taler Rune Lykkeberg med en af sine absolutte yndlingsforfattere, den albanske politiske filosof Lea Ypi. 

Samtalen er optaget foran et live-publikum i København tidligere på foråret, men vi har gemt den til nu, fordi den kan noget andet og kan noget særligt.

Lea Ypi er født i 1979 i det kommunistiske Albanien under lederen Enver Hoxha, der var så radikal, at han syntes, Stalin og Mao var lidt for slappe. Det Albanien, hun voksede op i, var rædselsvækkende og totalitært, og hele hendes barndom byggede på en løgn. Hendes forældre var reelt dissidenter, men de turde ikke sige det til deres egen datter. Så langt kan totalitarismen gribe ind i det enkelte liv.

Men Lea Ypi oplevede også som barn, at vi selv under den hårdeste totalitarisme har en moralsk frihed. Hun er kantianer og insisterer på, at ethvert menneske har det moralske ansvar for sit eget liv. Den position lærte hun af sin bedstemor, som levede et meget hårdt liv, blev fordrevet fra det Osmanniske Rige og gift med Safa Ypi, som blev premierminister for Albanien i 1920’erne. Af sin bedstemor lærte Lea, at hun kunne opføre sig ordentligt, uanset hvor undertrykte vilkår, hun levede under.

Da kommunismen brød sammen, kom nyliberalismen til Albanien i en rabiat version, der endte i et totalt økonomisk pyramidespil. Lea Ypi har således set to store ideologier kollapse. Hun er kantianer som en kritik af totalitarismen, og marxist som en kritik af nyliberalismen. Hvis man er marxist, hævder Ypi, må man også være kantianer for at forsvare det enkelte individs moralske frihed: Marxismen giver kollektiv handlekraft, kantianismen kommer med individuel frihed. Tingene hænger sammen.

Hendes internationale bestseller Fri handlede om det kantianske. Nu har hun skrevet opfølgeren Uværdig: Forestillingen om et liv – en slags forestillet biografi om sin elskede bedstemor, som også var et stort moralsk forbillede. Men en dag på nettet ser hun et fotografi fra Mussolinis Italien fra 1941, hvor bedstemoren sidder og ser lykkelig ud under absolut privilegerede omstændigheder. Det får Lea Ypi til at spørge sig selv: Kender jeg egentlig min bedstemor? Bogen er et forsvar for bedstemorens eftermæle, men det er også en fortælling om værdighed – hvor den opstår, og hvor vi mister den.

Samtalen er optaget foran et live-publikum i København tidligere på foråret.