Langsomme samtaler

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den amerikanske journalist og forfatter Jacob Silverman om, hvordan den amerikanske tech-elite har transformeret sig selv ideologisk og opnået politisk indflydelse.
---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den amerikanske tech-journalist og forfatter Jacob Silverman, som står bag bogen Gilded Rage: Elon Musk and the Radicalization of Silicon Valley. 

Bogen, der udkom i slutningen af 2025, er en slags ideologisk dannelseshistorie for den amerikanske tech-industri over de sidste 15 år og kortlægger, hvordan en ny magtbase er opstået og konsolideret i krydsfeltet mellem Silicon Valley og Washington D.C.

I bogen afdækker Silverman blandt andet de dybe forbindelser mellem tech-industrien og det militærindustrielle kompleks i USA. Han peger særligt på kredsen omkring The PayPal Mafia, anført af Peter Thiel, der udgør gruppens filosofiske konge og fremstår som en slags ideologisk reservefar for USA’s vicepræsident, J.D. Vance. Denne del af tech-eliten er karakteriseret ved at være libertariansk, stærkt højreorienteret og tenderende antidemokratisk, og de har i dag stor indflydelse – ikke nødvendigvis fordi deres idéer begejstrer befolkningen, men fordi de har massiv konkret magt bag sig.

Men der er også figurer som Elon Musk, Mark Zuckerberg og Jeff Bezos, der tidligere har været liberale i amerikansk forstand. Dengang profilerede de sig på grøn omstilling gennem Tesla eller store fonde til fattigdomsbekæmpelse og støttede primært demokratiske kandidater. Men nu har de skiftet hold. 

Spørgsmålet er selvfølgelig, om tech-eliten er blevet højreorienteret, fordi magten i USA er skiftet, eller om de faktisk altid har været radikalt højreorienterede, men først nu tillader sig selv at springe ud.

Alt det bliver vi klogere på i denne samtale med Jacob Silverman, der kommer omkring både magt, teknologi, sikkerhed og Silicon Valley.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den kinesiske økonom og forfatter Keyu Jin om Kinas rolle i verden, landets politiske tænkning og ikke mindst forholdet til USA.
---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den kinesiske økonom og forfatter Keyu Jin. Hun har bl.a. studeret ved Harvard University og er nu professor ved både London School of Economics og Hong Kong University of Science and Technology. Hun er desuden datter af en tidligere kinesisk finansminister og forstår bedre end nogen anden både Kina og Vesten indefra – og udefra. 

Keyu Jin har tidligere besøgt podcasten i forbindelse med sin bog The New China Playbook, der giver et sjældent indblik i det kinesiske styres økonomiske logik og politiske ideologi. a. 

Nu taler Rune Lykkeberg så igen med Keyu Jin på et kritisk tidspunkt i forholdet mellem USA og Kina. Efter et år med massiv handelskrig, hvor præsident Trump blokerede for eksport af amerikanske chips, og Kina svarede igen ved at begrænse adgangen til kritiske mineraler, befinder vi os nu i en form for våbenhvile. Men spørgsmålet er, om denne stilhed er et blivende resultat af handelskrigen, eller blot en midlertidig pause før det næste store slag.

Spørgsmålet er også, hvad vi kan lære af det, der har udspillet sig mellem Kina og USA det seneste år, og selvfølgelig, hvordan Kina ser resten af verden. Kan vi regne med, at Kina kunne være med til at lave en fred i Ukraine, og hvordan Kina ser mulighederne i verden, efter Trump har gjort USA ekstremt upopulære mange steder?

Alt det og meget mere taler Rune Lykkeberg med Keyu Jin om i denne uges Langsomme samtale.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den unge franske stjerneøkonom og forfatter Gabriel Zucman om argumenterne for og imod en formueskat for samfundets allerrigeste.
---

Vi har i denne uge lavet lidt om på planerne. Vi har nemlig fået mulighed for at få et interview med en mand, der står i centrum som intellektuel i den danske valgkamp og i den globale diskussion om formueskat og fordeling af velstand og rigdom i verden. Det er den franske økonom Gabriel Zucman, som har skrevet bogen Milliardærer skal også betale skat, der blev et kæmpe brag, da den udkom i Frankrig i 2025, og som vi her på Dagbladet Information udgiver lige om lidt. 

Gabriel Zucman er en del af den samme skole som Thomas Piketty, Emmanuel Saez, Julia Cagé, Esther Duflo. Han er en del af en gruppe franske økonomer, som har et empirisk forhold til kapitalismen og ser det som sin opgave at indsamle data og tal for udviklingen i velstand, rigdom, ulighed og vækst over tid. 

Gabriel Zucman er 39 år gammel, men allerede ekstremt indflydelsesrig. Han har været med til at bringe spørgsmålet om formueskat ind i den amerikanske valgkamp og har leveret forslag, der er blevet samlet op af præsidentkandidat Elizabeth Warren. Han har også ændret den franske diskussion om formuer og rigdom og er kommet med rammen til den globale minimumsskat på 5 pct. på multinationale selskaber. 

Zucman ved rigtig meget om formueskat, fordeling af rigdom og økonomisk retfærdighed. Han tror på, at det moralske og politiske argument kan flytte noget i verden, og at vi kan gøre det bedre. Og han ser os som en del af en fremskridtshistorie, selv om vi står i en periode med tilbageskridt.

Vi er derfor enormt glade for, at vi er her under valgkampen, hvor debatten om Socialdemokraternes forslag til en formueskat i forvejen raser, kan trække på en af verdens førende eksperter til at forklare konteksten og svare på nogle af de stærkeste argumenter for og imod indførelsen af en formueskat.

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den amerikanske professor i historie ved Yale University og forfatter og førende intellektuelle, Samuel Moyn.
 

Samuel Moyn udgav i 2021 en bog, Humane – How the United States Abandoned Peace and Reinvented War, som har været afgørende for vores forståelse af krigsførelse og vores forståelse af, hvorfor vi ikke har nogen fredsbevægelse.

Her på Langsomme samtaler-redaktionen har vi længe gerne villet tale med Moyn, fordi hans bog sætter hele konteksten for den situation, vi står i i dag, hvor der bliver mere og mere krig og mindre og mindre beredskab for at skabe fred. Og hvor én bestemt opfattelse af krig længe har domineret og skabt en krigsoptimisme. Nemlig forestillingen om ’den humane krig’, som kan føres uden omkostninger for os selv, og som giver os de resultater, vi ønsker for omverdenen.

Man skulle tro, at dén forestilling var dementeret med de seneste 25 års krige i Irak, Afghanistan og Libyen, men forestillingen om krig som et effektivt instrument til at opnå udenrigspolitiske mål, er stadig levende. 

Hvis man vil forstå ikke bare det moment, vi er i nu, men også hvordan vi i løbet af de seneste 30 år har ført os selv bag lyset og glemt, hvad krig i virkeligheden betyder, er denne uges samtale med Samuel Moyn et godt sted at begynde.

Bemærk, at samtalen med Samuel Moyn blev optaget, inden USA og Israel gennemførte deres store regimeskifteangreb i Iran. Det ændrer dog ikke ved præmissen og rammen for samtalen, som er hele den aktuelle sikkerhedspolitiske situation.

Rune Lykkeberg taler med den canadiske historiker om krigens rolle i politik, fredens forudsætninger og en verdensorden under pres.

---

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den canadiske historiker Margaret MacMillan – en af vor tids mest indflydelsesrige fortolkere af krig, fred og den internationale orden. Hun er forfatter til en lang række anerkendte værker, heriblandt klassikeren Paris 1919, der med historisk overblik og dramatisk nerve fortæller historien om fredsslutningen efter Første Verdenskrig og de beslutninger, der kom til at forme det tyvende århundrede.
 
Margaret MacMillan har i årtier beskæftiget sig med stormagter, diplomati og verdensorden. Hun har undervist i international historie ved både Oxford og Toronto og rådgivet politiske beslutningstagere om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hendes blik er historikerens: Hun leder ikke efter øjeblikkets sensation, men efter de lange linjer, de strukturer og erfaringer, som gentager sig, når verden igen bevæger sig ind i usikre tider.
 
Anledningen til samtalen er hendes bog War: How Conflict Shaped Us. Her insisterer hun på noget, vi i Vesten længe har fortrængt: at krig ikke er en historisk undtagelse, men en grundlæggende del af den politiske virkelighed. Vores samfund er formet af krige, vores institutioner er skabt for at håndtere dem, og vores fred hviler på erkendelsen af, at nogen må kunne forsvare den. Når vi glemmer det, svækkes både vores dømmekraft og vores politiske beredskab.
 
I en tid, hvor den internationale orden vakler, hvor atomaftaler udløber, og hvor antallet af konflikter vokser, rejser MacMillan et ubehageligt, men nødvendigt spørgsmål: Har vi glemt, hvad krig er? Og dermed også, hvad fred kræver?
 
Samtalen bevæger sig fra fredsslutningen i 1919 til nutidens geopolitiske spændinger. Fra Woodrow Wilsons ankomst til Europa som fredens håb til spørgsmålet om, hvorvidt vores egne fredsinstitutioner i dag er stærke nok til at modstå presset. Og den begynder et personligt sted: i Canada, hvor Margaret MacMillan følger udviklingen i forholdet til USA og den nationale mobilisering, der synes at være i gang.
 
Det er en samtale om krigens realitet og fredens skrøbelighed – og om hvorfor historien ikke blot er noget, der ligger bag os, men noget, vi er nødt til at forstå for at kunne handle i nutiden.