Langsomme samtaler

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den amerikanske historiker John Lewis Gaddis, professor i militær- og flådehistorie på Yale University og en af de mest indflydelsesrige historikere inden for Den Kolde Krig. Anledningen er et essay, han skrev i 1987, The Long Peace, som kom til at give navn til den usædvanlige periode, verden havde oplevet siden Anden Verdenskrig.
 
Gaddis’ pointe var ikke, at verden havde været fredelig. Korea, Vietnam og Algeriet var blandt de blodige krige, der prægede årtierne efter 1945. Det historisk enestående var noget andet: Stormagterne gik ikke direkte i krig med hinanden, og efter Hiroshima og Nagasaki blev atomvåbnene aldrig taget i brug igen. Det ultimative våben var blevet opfundet, men netop truslen om dets anvendelse var med til at sætte grænser for stormagternes krigsførelse.
 
Næsten 40 år efter The Long Peace spørger Rune Lykkeberg, om vi stadig lever i den lange fred. For på den ene side består dens vigtigste præmisser: Der er fortsat ingen direkte krig mellem supermagterne, og atomvåben er ikke blevet anvendt. Også Vestens ageren i Ukraine er præget af det afgørende hensyn, at konflikten ikke må udvikle sig til en direkte konfrontation mellem Rusland og Vesten og i sidste ende en atomkrig.
 
På den anden side ser verden stadig mindre fredelig ud. Krigene i Ukraine og Gaza og konflikterne i Iran, Sudan og Yemen ledsages af en oplevelse af, at de institutioner, der skulle skabe og bevare freden, er under afvikling. Så hvor længe kan den lange fred egentlig vare? Og har den fred, vi har vænnet os til, altid haft en pris i form af de krige, stormagterne har accepteret, så længe de ikke selv kom direkte i konflikt?
 
Det er en samtale om atomvåben og afskrækkelse, om krig og stormagtspolitik og om den militære strategi, Gaddis også har beskæftiget sig med i On Grand Strategy. Men først og fremmest er det en samtale med historikeren, der lærte Rune Lykkeberg at forstå den fred, vi har levet under, om hvorvidt den nu er ved at slutte.

Vi må ikke individualisere vor tids systemiske kriser, advarer den albanske filosof Lea Ypi. I sæsonens sidste Langsomme Samtaler møder hun Rune Lykkeberg til en stor samtale om at forene Kant og Marx, om individets frihed og jagten på hendes bedstemors sande historie.
 

I denne sidste udgave af Langsomme samtaler, inden programmet går på sommerferie, taler Rune Lykkeberg med en af sine absolutte yndlingsforfattere, den albanske politiske filosof Lea Ypi. 

Samtalen er optaget foran et live-publikum i København tidligere på foråret, men vi har gemt den til nu, fordi den kan noget andet og kan noget særligt.

Lea Ypi er født i 1979 i det kommunistiske Albanien under lederen Enver Hoxha, der var så radikal, at han syntes, Stalin og Mao var lidt for slappe. Det Albanien, hun voksede op i, var rædselsvækkende og totalitært, og hele hendes barndom byggede på en løgn. Hendes forældre var reelt dissidenter, men de turde ikke sige det til deres egen datter. Så langt kan totalitarismen gribe ind i det enkelte liv.

Men Lea Ypi oplevede også som barn, at vi selv under den hårdeste totalitarisme har en moralsk frihed. Hun er kantianer og insisterer på, at ethvert menneske har det moralske ansvar for sit eget liv. Den position lærte hun af sin bedstemor, som levede et meget hårdt liv, blev fordrevet fra det Osmanniske Rige og gift med Safa Ypi, som blev premierminister for Albanien i 1920’erne. Af sin bedstemor lærte Lea, at hun kunne opføre sig ordentligt, uanset hvor undertrykte vilkår, hun levede under.

Da kommunismen brød sammen, kom nyliberalismen til Albanien i en rabiat version, der endte i et totalt økonomisk pyramidespil. Lea Ypi har således set to store ideologier kollapse. Hun er kantianer som en kritik af totalitarismen, og marxist som en kritik af nyliberalismen. Hvis man er marxist, hævder Ypi, må man også være kantianer for at forsvare det enkelte individs moralske frihed: Marxismen giver kollektiv handlekraft, kantianismen kommer med individuel frihed. Tingene hænger sammen.

Hendes internationale bestseller Fri handlede om det kantianske. Nu har hun skrevet opfølgeren Uværdig: Forestillingen om et liv – en slags forestillet biografi om sin elskede bedstemor, som også var et stort moralsk forbillede. Men en dag på nettet ser hun et fotografi fra Mussolinis Italien fra 1941, hvor bedstemoren sidder og ser lykkelig ud under absolut privilegerede omstændigheder. Det får Lea Ypi til at spørge sig selv: Kender jeg egentlig min bedstemor? Bogen er et forsvar for bedstemorens eftermæle, men det er også en fortælling om værdighed – hvor den opstår, og hvor vi mister den.

Samtalen er optaget foran et live-publikum i København tidligere på foråret.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den amerikanske historiker og tidligere præsidentrådgiver Graham Allison om hans berømte teori om ’Thukydids fælde’ og risikoen for en storkrig mellem Kina og USA.
---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den 86-årige amerikanske historiker Graham Allison. Han har grundlagt John F. Kennedy School of Government ved Harvard University. Han har vejledt seks på hinanden følgende amerikanske præsidenter. Og i seks årtier har han tilhørt den absolutte top inden for den geopolitiske tænkning i USA. Mange af dem, der i dag rådgiver administrationen, er blevet uddannet af ham.

Graham Allison skrev for snart 10 år siden en bog, som vakte stor opsigt: Destined for War: Can America and China Escape Thucydides’ Trap? (2017). Det er en bog, som handler om, hvordan det mest sandsynlige er, at USA og Kina ender i krig. Og det viser Graham Allison ved at gå tilbage til Thukydid, som i sin berømte bog om Den Peloponnesiske Krig skrev om dialektikken mellem en regerende stormagt og en opstigende stormagt. Mellem en stormagt, som er på toppen, og en stormagt, som er på vej mod toppen. Og når der er nogen, der har magten, som bliver udfordret af nogen, der vil have magt, så bliver det enormt farligt. Det var det, Thukydid viste: at frygten for, at de andre vil overtage magten, tit udløser en krig, som ingen af de to parter rent faktisk ønsker sig.

Det er lykkes Allison at bringe denne historiske analogi ind i centrum af tænkningen mellem verdens to supermagter. Både amerikanske og kinesiske diplomater bruger i dag udtrykket, og da Donald Trump tidligere på året mødtes i Beijing med Xi Jinping, talte også den kinesiske præsident om, at USA og Kina ikke måtte ende i Thukydids fælde. 

I slutningen af 2025 skrev Graham Allison et essay i Foreign Affairs, som gjorde stort indtryk på Rune Lykkeberg. Det slår fast, at tiden fra 2. verdenskrig og indtil nu er den længste periode i den kendte historie siden Romerriget, som er gået uden krig mellem stormagter. Vi lærer altså nu, at det, vi troede var normalt, i virkeligheden var historisk exceptionelt. Det, Graham Allison kalder ’den længste fred’, kan snart være forbi.

Spørgsmålet er: Hvad stiller man op, når den længste fred måske er på vej mod sit udløb? Hvad kan vi lære af dem, der faktisk formåede at skabe fred? Og kan den nuværende situation mellem USA og Kina – hvor begge parter ser ud til at have forladt den meget konfrontatoriske kurs med handelskrig og toldsatser – være vejen til en fredsbygning? Det vil blive endevendt og analyseret i løbet af denne samtale mellem Rune Lykkeberg og Graham Allison.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den amerikanske professor i historie Dylan Gottlieb om 1980’ernes yuppier, der droppede skammen, indtog New York og banede vejen for den moderne finanskapitalisme.
---

I denne uges Langsomme samtaler skal det handle om yuppien som historisk figur. Begrebet er en forkortelse for ’young urban professional’ og opstod i 1980’erne som en betegnelse for ambitiøse unge, der bar jakkesæt, arbejdede i finansverdenen og bar deres materialisme med stolthed. De pralede med Rolex-ure, dyrkede bodybuilding, drak to-go-kaffe og sprang ud som gourmeter.

Det var med andre ord en generation af superindtjenere og superforbrugere, der nægtede at skamme sig over hverken forbrugskulturen eller deres egen rigdom – en ny form for modkultur, der var vandret fra venstrefløjen til højrefløjen.

Nu har historikeren Dylan Gottlieb skrevet bogen Yuppies: The Bankers, Lawyers, Joggers and Gourmands Who Conquered New York. Her sættes yuppierne ind i en større ramme, der rækker langt ud over det rent kulturelle og sociale. Gottlieb placerer dem i en storstilet amerikansk, politisk og økonomisk kontekst, hvor de bliver personificeringen på bruddet med industrisamfundet.

De var med til at bane vejen for finanskapitalismen og gjorde dermed op med den klassiske økonomiske tanke om, at det, der er godt for økonomien, er godt for alle. I finanssektoren er det, der gavner markedet, nemlig ikke nødvendigvis til gavn for helheden. Yuppierne bliver på den måde historiske hovedpersoner og et prisme, som man kan forstå de sidste 50 års kulturelle, politiske og sociale udvikling igennem.

Dylan Gottlieb er professor i historie ved Bentley University. Yuppies: The Bankers, Lawyers, Joggers and Gourmands Who Conquered New York er hans første bog. Den udkom i maj 2026 på Harvard University Press.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den israelsk-amerikanske forfatter, historiker og folkemordsforsker Omer Bartov, som netop har udgivet bogen ’Israel – What Went Wrong’.
---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den israelsk-amerikanske forfatter og historiker Omer Bartov, som netop har udgivet bogen Israel – What Went Wrong (2026).

Omer Bartov er selv født i Israel i 1954, er vokset op i landet og var soldat under Yom Kippur-krigen i 1973. Han oplevede også at blive voldsomt såret under senere kamphandlinger. Siden rejste han til USA, hvor han har undervist og boet siden 1979.

I dag er han professor på Brown University, hvor han er specialist i folkemord. Han er en af verdens førende folkemordsforskere og professor i det, der hedder Holocaust and Genocide Studies.

Omer Bartov sagde kort efter den 7. oktober 2023, at Israels svar ikke var et folkemord. Han gjorde opmærksom på, at kriterierne endnu ikke var opfyldt, men nogle måneder senere i foråret 2024 skrev han et nyt essay, hvor han argumenterede for, at der nu var tale om et folkemord. Det skriver han også om i sin bog. Omer Bartov har i snart et halvt århundrede været en stor intellektuel forsker og forfatter, der har blandet sig i den offentlige debat, råbt alarmeret op imod besættelsen af palæstinenserne og deltaget i forskellige former for protester mod det, som han kalder for Israels apartheidregime.

I sin seneste bog trækker han en linje tilbage til grundlæggelsen af staten Israel og det faktum, at israelerne aldrig gav sig selv en forfatning, samt til den lovløshed, som findes i toppen af det israelske system i dag. Han understreger, at det ikke er sådan, at vi har højrepopulisten Netanyahu på den ene side og det liberale Israel med Højesteret på den anden side – de to fronter er ikke fronter for eller imod besættelsen af palæstinenserne. Faktisk har besættelsen, ifølge Bartov, fundet sted med Højesterets implicitte samtykke.

Så det, der skulle være den øverste instans til at drage politikerne og den udøvende magt til ansvar – den instans, som hundredtusindvis af liberale israelere har forsvaret imod det, der blev kaldt det juridiske kup fra Netanyahu – har i virkeligheden, ifølge Bartov, været med til at begå den konstitutionelle misgerning, det er at acceptere et apartheidregime og et besættelsesregime.

Alt det, kan du høre mere om i denne uges langsomme samtale med Omer Bartov.