Langsomme samtaler

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den amerikanske historiker og tidligere præsidentrådgiver Graham Allison om hans berømte teori om ’Thukydids fælde’ og risikoen for en storkrig mellem Kina og USA.
---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den 86-årige amerikanske historiker Graham Allison. Han har grundlagt John F. Kennedy School of Government ved Harvard University. Han har vejledt seks på hinanden følgende amerikanske præsidenter. Og i seks årtier har han tilhørt den absolutte top inden for den geopolitiske tænkning i USA. Mange af dem, der i dag rådgiver administrationen, er blevet uddannet af ham.

Graham Allison skrev for snart 10 år siden en bog, som vakte stor opsigt: Destined for War: Can America and China Escape Thucydides’ Trap? (2017). Det er en bog, som handler om, hvordan det mest sandsynlige er, at USA og Kina ender i krig. Og det viser Graham Allison ved at gå tilbage til Thukydid, som i sin berømte bog om Den Peloponnesiske Krig skrev om dialektikken mellem en regerende stormagt og en opstigende stormagt. Mellem en stormagt, som er på toppen, og en stormagt, som er på vej mod toppen. Og når der er nogen, der har magten, som bliver udfordret af nogen, der vil have magt, så bliver det enormt farligt. Det var det, Thukydid viste: at frygten for, at de andre vil overtage magten, tit udløser en krig, som ingen af de to parter rent faktisk ønsker sig.

Det er lykkes Allison at bringe denne historiske analogi ind i centrum af tænkningen mellem verdens to supermagter. Både amerikanske og kinesiske diplomater bruger i dag udtrykket, og da Donald Trump tidligere på året mødtes i Beijing med Xi Jinping, talte også den kinesiske præsident om, at USA og Kina ikke måtte ende i Thukydids fælde. 

I slutningen af 2025 skrev Graham Allison et essay i Foreign Affairs, som gjorde stort indtryk på Rune Lykkeberg. Det slår fast, at tiden fra 2. verdenskrig og indtil nu er den længste periode i den kendte historie siden Romerriget, som er gået uden krig mellem stormagter. Vi lærer altså nu, at det, vi troede var normalt, i virkeligheden var historisk exceptionelt. Det, Graham Allison kalder ’den længste fred’, kan snart være forbi.

Spørgsmålet er: Hvad stiller man op, når den længste fred måske er på vej mod sit udløb? Hvad kan vi lære af dem, der faktisk formåede at skabe fred? Og kan den nuværende situation mellem USA og Kina – hvor begge parter ser ud til at have forladt den meget konfrontatoriske kurs med handelskrig og toldsatser – være vejen til en fredsbygning? Det vil blive endevendt og analyseret i løbet af denne samtale mellem Rune Lykkeberg og Graham Allison.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den amerikanske professor i historie Dylan Gottlieb om 1980’ernes yuppier, der droppede skammen, indtog New York og banede vejen for den moderne finanskapitalisme.
---

I denne uges Langsomme samtaler skal det handle om yuppien som historisk figur. Begrebet er en forkortelse for ’young urban professional’ og opstod i 1980’erne som en betegnelse for ambitiøse unge, der bar jakkesæt, arbejdede i finansverdenen og bar deres materialisme med stolthed. De pralede med Rolex-ure, dyrkede bodybuilding, drak to-go-kaffe og sprang ud som gourmeter.

Det var med andre ord en generation af superindtjenere og superforbrugere, der nægtede at skamme sig over hverken forbrugskulturen eller deres egen rigdom – en ny form for modkultur, der var vandret fra venstrefløjen til højrefløjen.

Nu har historikeren Dylan Gottlieb skrevet bogen Yuppies: The Bankers, Lawyers, Joggers and Gourmands Who Conquered New York. Her sættes yuppierne ind i en større ramme, der rækker langt ud over det rent kulturelle og sociale. Gottlieb placerer dem i en storstilet amerikansk, politisk og økonomisk kontekst, hvor de bliver personificeringen på bruddet med industrisamfundet.

De var med til at bane vejen for finanskapitalismen og gjorde dermed op med den klassiske økonomiske tanke om, at det, der er godt for økonomien, er godt for alle. I finanssektoren er det, der gavner markedet, nemlig ikke nødvendigvis til gavn for helheden. Yuppierne bliver på den måde historiske hovedpersoner og et prisme, som man kan forstå de sidste 50 års kulturelle, politiske og sociale udvikling igennem.

Dylan Gottlieb er professor i historie ved Bentley University. Yuppies: The Bankers, Lawyers, Joggers and Gourmands Who Conquered New York er hans første bog. Den udkom i maj 2026 på Harvard University Press.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den israelsk-amerikanske forfatter, historiker og folkemordsforsker Omer Bartov, som netop har udgivet bogen ’Israel – What Went Wrong’.
---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den israelsk-amerikanske forfatter og historiker Omer Bartov, som netop har udgivet bogen Israel – What Went Wrong (2026).

Omer Bartov er selv født i Israel i 1954, er vokset op i landet og var soldat under Yom Kippur-krigen i 1973. Han oplevede også at blive voldsomt såret under senere kamphandlinger. Siden rejste han til USA, hvor han har undervist og boet siden 1979.

I dag er han professor på Brown University, hvor han er specialist i folkemord. Han er en af verdens førende folkemordsforskere og professor i det, der hedder Holocaust and Genocide Studies.

Omer Bartov sagde kort efter den 7. oktober 2023, at Israels svar ikke var et folkemord. Han gjorde opmærksom på, at kriterierne endnu ikke var opfyldt, men nogle måneder senere i foråret 2024 skrev han et nyt essay, hvor han argumenterede for, at der nu var tale om et folkemord. Det skriver han også om i sin bog. Omer Bartov har i snart et halvt århundrede været en stor intellektuel forsker og forfatter, der har blandet sig i den offentlige debat, råbt alarmeret op imod besættelsen af palæstinenserne og deltaget i forskellige former for protester mod det, som han kalder for Israels apartheidregime.

I sin seneste bog trækker han en linje tilbage til grundlæggelsen af staten Israel og det faktum, at israelerne aldrig gav sig selv en forfatning, samt til den lovløshed, som findes i toppen af det israelske system i dag. Han understreger, at det ikke er sådan, at vi har højrepopulisten Netanyahu på den ene side og det liberale Israel med Højesteret på den anden side – de to fronter er ikke fronter for eller imod besættelsen af palæstinenserne. Faktisk har besættelsen, ifølge Bartov, fundet sted med Højesterets implicitte samtykke.

Så det, der skulle være den øverste instans til at drage politikerne og den udøvende magt til ansvar – den instans, som hundredtusindvis af liberale israelere har forsvaret imod det, der blev kaldt det juridiske kup fra Netanyahu – har i virkeligheden, ifølge Bartov, været med til at begå den konstitutionelle misgerning, det er at acceptere et apartheidregime og et besættelsesregime.

Alt det, kan du høre mere om i denne uges langsomme samtale med Omer Bartov.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den franske forfatter og fredsforsker Séverine Autesserre om hendes opgør med en arrogant vestlig ’fredsindustri’ og hendes radikale bud på, hvordan vi reelt skaber fred ved at lytte til de lokale frem for at diktere løsninger udefra.
---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den franske forfatter, fredsforsker og professor ved Columbia University, Séverine Autesserre. 

Da hun som ung diplomat i starten af sine 20’ere første gang blev sendt ud i felten, opdagede hun hurtigt en virkelighed, der overhovedet ikke passede med de teoribøger, hun havde terpet på de franske eliteuniversiteter. Hun blev en del af det, hun selv kalder Peaceland – en gigantisk, international fredsindustri baseret på en ubevidst idé om, at den vestlige verden repræsenterer en højere civilisatorisk fornuft, der skal belære resten af verden om fred og forsoning.

I samtalen fortæller Autesserre om sit opgør med dette topstyrede system og dets mange blinde vinkler. Det er et opgør, hun første gang præsenterede i sin banebrydende bog Peaceland fra 2014, og som hun syv år senere fulgte op i bogen The Frontlines of Peace fra 2021. Her rejser hun et centralt og radikalt spørgsmål: Hvad gør vi i stedet, når det internationale udviklingsarbejde slår fejl? Svaret er enkelt, men udfordrende for systemet: Vi skal vende magtforholdet fuldstændig om, pakke arrogancen væk og i stedet lære at lytte til de lokale aktører og civilsamfundets institutioner.

Autesserres civilisationskritik er enormt vigtig i vores tid. Når højrepopulismen og figurer som Donald Trump angriber FN, USAID og det traditionelle udviklingsarbejde, har mange af os en tendens til automatisk at gå i defensiven. Alt, hvad Trump angriber, vil vi forsvare. Men Autesserre minder os om, at vi er nødt til at turde kritisere de dysfunktionelle og perverterede sider af verdenssamfundet også. Det er et budskab, der er nemmere at tage ind, når det kommer fra en, der vil freden og verden det bedste – og det vil Séverine Autesserre.

Lyt med, når hun i dagens afsnit redegør for sine dybt originale tanker om globalt samarbejde, diplomati og fejlslagne indsatser i verdens krigszoner – og om hvordan vi reelt skaber fred i verden.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den italienske professor Paolo Gerbaudo om de nye, digitale partiformer på højre- og venstrefløjen, som har erstattet traditionelle partiapparater med karismatiske ledere og digitale fanklubber.
---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den italienske sociolog, aktivist og politiske filosof Paolo Gerbaudo.

Paolo Gerbaudo er professor ved Universitetet i Madrid, og han udgav i 2019 bogen The Digital Party, som handlede om den nye partidannelse, han så skyde op omkring sig – både på højrefløjen og på venstrefløjen.

Det var en helt ny form for partier, hvor medlemmerne egentlig ikke var med til at udforme politikken, og de var heller ikke organiseret i et gammeldags partiapparat. I stedet var de med som en slags fans – som en slags tilbedere af den karismatiske leder. Det kunne for eksempel være Jean-Luc Mélenchon i La France Insoumise, det kunne være Jeremy Corbyn i Momentum-bevægelsen, som blev Labour-leder, eller det kunne være Pablo Iglesias, som var leder af Podemos i Spanien. Han så det altså på både højre- og venstrefløjen, og et i dag meget velkendt eksempel vil selvfølgelig være Donald Trump.

Paolo Gerbaudo er selv aktivist på venstrefløjen, og han troede oprindeligt på, at Podemos i Spanien, Femstjernebevægelsen i Italien og Syriza i Grækenland kunne være en fornyelse – at vælgerne her var med til at skabe noget helt nyt og progressivt i denne form for partidannelse. Gerbaudo deltog i bevægelserne, han studerede dem, men han så også meget hurtigt bagsiden. De havde nemlig en tendens til at blive autoritære. Lederen blev ophøjet til en form for overautoritet, og når man havde direkte afstemninger om politikken, fulgte medlemmerne i høj grad bare lederen. Derfor kom det til at handle mere om en form for kultdannelse end en egentlig progressiv formation.

Paolo Gerbaudo troede på det, engagerede sig i det og analyserede det. Han skrev sin bog The Digital Party, om både fejltagelserne og gevinsterne, og den står stadigvæk som noget af det bedste, der findes om den nye partidannelse. 

Hvad enten man vil forstå, hvad Trump har gjort ved Det Republikanske Parti i USA, eller hvad Zach Polanski gør med The Greens i Storbritannien, så er Paolo Gerbaudo et godt sted at begynde.